Guerilla-dyrkning af cannabis: Hvor og hvordan?

Posted on 25. maj 2020

Guerilla-dyrkning er udendørs dyrkning af cannabis på et skjult sted. Guerilla grow er ideelt for dem, der ikke har egen have eller mulighed for at dyrke indendørs med lamper, ventilation og alt, hvad det indebærer.

Et hemmeligt sted i naturen kan derfor være din bedste – og måske eneste – mulighed for at dyrke cannabis.

I dette blogindlæg giver vi dig en række nyttige tips til at holde lav profil med din hemmelige have. Vi giver dig også gode råd til, hvordan du finder et godt sted til dine planter – og hvordan du beskytter dem bedst muligt.

CANNABIS GUERILLA GROW

Før vi går i gang, så lad os lige slå én ting fast: I dette blogindlæg bruger vi gennemgående termet cannabis. Det gør vi, fordi cannabis er den overordnede sort, som andre sorter, såsom skunk og hamp, stammer fra.

Er du derfor på udkig efter en guide til guerilla-dyrkning af hamp eller til guerilla-dyrkning af skunk, kan du sagtens bruge principperne fra nedenstående guide.

Læs mere om forskellen på skunk og cannabis her.

FORDELE OG ULEMPER VED GUERILLA GROW AF CANNABIS

En af de største fordele ved guerilla-dyrkning af cannabis er, at dine planter ikke står på din private bopæl, og risikoen er derfor minimal, hvis det skulle blive opdaget. Der er nemlig umiddelbart ikke noget, der kan føre planterne tilbage til dig.

Den største ulempe er, at det indebærer ekstra besvær med pasningen og udfordringer ift. at tjekke op på dem regelmæssigt.

Andre anseelige ulemper er, at planterne kan blive opdaget af tilfældige mennesker, der måske stjæler eller ødelægger afgrøderne. Dyr, bl.a. hjorte og insekter, har også mere eller mindre frit slag og kan hurtigt få gjort kål på dine planter.

Der er dog forskellige ting, du kan gøre for at eliminere eller reducere risikoen. Med en god, solid plan (og måske lidt held) er det både utrolig sjovt og givende at gro cannabis udendørs – guerilla-style!

1) FIND ET GODT STED UDENDØRS

Det første og vigtigste punkt er at finde et egnet sted til at gro dine planter. Det skal selvsagt være diskret. Jo mere diskret, jo bedre er stedet.

Udforsk området for velegnede steder og hold øje med naturstier, fodaftryk, skrald og andre tegn på trafik i nærmiljøet. Hvis det bugner med skrald, er det et tydeligt tegn på, at stedet er besøgt af mennesker og derfor ikke egnet til guerilla grow.

Tag højde for at cannabisplanter under de rette omstændigheder kan duftes helt op til 10-15 meter væk, så hold afstand til bygninger, veje, stier etc.

Sommeren er det bedste tidspunkt at udforske potentielle steder, da det kan være vanskeligt at bedømme, om der er tilstrækkelig skjul når vegetationen er helt eller delvist afløvet uden for sæsonen.

Det er vigtigt, at der ikke er gadelamper eller andre kunstige lyskilder, der kan forstyrre cannabis’ mørkecyklus om natten. Cannabisplanter har ligesom mennesker brug for en god nats søvn. Hvis de får lys om natten, kan det stresse dem i sådan en grad, at de bliver hermafroditter og udvikler frø i stedet for topskud/blomster.

Stedet skal, udover at være diskret, ikke være i skygge, men have rigeligt med soltimer hver dag. Planter i skygge vil nemlig ikke udvikle sig ordentligt. I praksis er det ofte et kompromis mellem at have planterne skjult af omkringliggende vegetation og landskab, samtidigt med at de får det maksimale antal soltimer pr. dag.

VAND

Det er en kæmpe fordel, hvis du vælger et sted, hvor der er nem og hurtig adgang til vand. I eventuelle tørkeperioder/hedebølger, hvor planter har ekstra meget brug for vand, kan det være afsindigt arbejdskrævende at slæbe vanddunk efter vanddunk gennem buskads og krat. Udover at være hårdt fysisk arbejde, resulterer det også i unødig trafik til og fra dyrkningsstedet, hvilket øger risikoen for opdagelse. Ville du måske ikke selv synes, det var lidt mistænkeligt, hvis du så en person vade frem og tilbage med en 5-liters vanddunk hele tiden?

Det er i hvert fald en risiko, du selv skal overveje, om det er værd at løbe.

Derfor har det ideelle sted adgang til vand, såsom en sø eller å i nærheden. På den måde kan du reducere trafikken og slæbet betydeligt. Det letter både processen for dig og mindsker risikoen for at blive opdaget af andre.

Hvis dine planter står i nærheden af en vandkilde, kan det også være, at jorden altid har nok fugtighed – selv i tørkeperioder. På den måde kan du helt undgå manuel vanding. Dog skal du være opmærksom på, at for meget fugtighed i jorden kan få rødderne til at drukne og rådne. Derudover kan ekstremregn få søen eller åen til at gå over dens bredder og oversvømme og ødelægge grostedet. Alle disse forhold bør derfor indgå i dine beregninger.

JORDEN

Hvis jorden ikke er rig på næring, kan det være nødvendigt at gøde eller på anden måde jordforbedre arealet.

Gødningstabletter/pinde, der langsomt bliver opløst, når det regner, er praktiske og diskrete ift. transport til stedet. Alternativt kan du transportere sække med god jord. Dette er dog noget arbejdskrævende og upraktisk, da du sandsynligvis er til fods det meste af vejen, og ydermere er der risiko for, at det tiltrækker uønsket opmærksomhed.

Tip: Når du først har fundet et godt sted, kan det være fristende at så alle dine frø, så du hurtigt kan komme i gang med at dyrke. Men fordi guerilla-dyrkning er forbundet med en vis risiko, kan det være en god idé ikke at plante alle dine planter samme sted. Udvælg i stedet omkring tre forskellige steder, hvor du planter små grupper af planter. På den måde har du ikke spildt alt, hvis uheldet skulle være ude. Det er mere tidskrævende, men også mindre risikabelt.

2) BESKYTTELSE AF DINE PLANTER

Når du dyrker din cannabis udendørs, er der mange farer for dine planter, da de som udgangspunkt står helt ubeskyttet over for vind, vejr og dyreliv.

Det kan derfor være en god idé at beskytte dit grosted eller individuelle planter med trådhegn (gerne det grønne, så det falder i ét med naturen) eller hønsenet. Dette forhindrer dyr, såsom hjorte, gnavere osv. i at forårsage bidskader på dine planter.

I visse havecentre og online kan man også finde forskellige afskrækkelsesmidler, der virker på vildt, harer og mus.

Et andet trick, der mest virker på klovbærende vildt, er at spænde en fiskeline i hoftehøjde rundt om adgangsvejene til dit grosted. Det er så godt som usynligt og kan med fordel bruges på relativt åbne arealer, hvor trådhegn ikke er en mulighed. Når f.eks. et dådyr rammer tråden, vil den blive forskrækket og løbe i modsatte retning. Husk dog at tage fiskelinerne ned, når du er færdig med stedet, da fugle og andet kan få det viklet om benene eller på anden måde komme til skade, hvis det blot bliver efterladt løst på jorden.

Når du tilser planterne, bør du også tjekke for insekter og andre små skadevoldere. Der kan med fordel sprøjtes med bl.a. neem-olie, der virker forebyggende og reducerer risikoen for angreb af bladlus og spindemider. Er der mange snegle i området, kan ølfælder også være en god lille investering.

3) ØVRIGE TIPS

Når du har fundet et godt sted til guerilla grow, og du har sikret, at dine planter er godt beskyttet, er du godt på vej. Vi har dog lige 5 ekstra småtips, som du med fordel kan benytte dig af i forbindelse med guerilla grow:

1) – Hvis du benytter den samme rute hen til dit grosted, vil det hurtigt skabe naturlige stier. Bøjet græs, knækkede grene og fodspor tiltrækker opmærksomhed og gør det mere sandsynligt, at dit sted bliver opdaget – primært af mennesker, men faktisk vil dyr også tiltrækkes af disse stier. Sørg derfor for at dække det til og ”rydde” op efter dig selv, så det ser naturligt og uberørt ud.

2) – Vær forberedt på det værste og hav en troværdig historie forberedt på forhånd, hvis du skulle blive opdaget på vej til eller nær dit grosted. Overvej også at medbringe rekvisitter. F.eks. underbygger et kamera eller en kikkert forklaringen om, at du er fugleinteresseret og er på fugletur.

3) – Et såkaldt ”vildt-kamera”, som bliver brugt af jægere, er en smart måde at se, om dit sted er blevet besøgt. De er nemme at gøre ”usynlige”, bliver aktiveret af bevægelse og gemmer optagelserne på et SD-kort. Fra nyt kan sådan et kamera nemt koste 1000 kroner, men kan også findes brugt på fx DBA til en væsentlig billigere penge. Hvis der er tegn på ubudne gæster, kan du på den måde 100% afgøre, om du har haft besøg af dyr eller mennesker og handle korrekt derefter.

4) – Indsamling af regnvand tæt på lokaliteten vha. en tønde og presenning kan være et godt alternativ, hvis du ikke har vand tæt på. Tønden kan graves ned i jorden, så den ikke rager op, og presenningen bør naturligvis være grøn eller lignende, så den falder i ét med omgivelserne og ikke vækker opsigt.

5) – Dræbersnegle er som regel glade for de samme steder som dine planter – så vær opmærksom på dem. De kan nemlig være rigtig hårde for dine planter, så dem, vil du for alt i verden gerne undgå. Overvej at benytte sneglegift omkring planterne, hvis du opdager mange snegle i området.

4) Høsten

”Yes, endelig blev de færdige!”

Det er svært ikke at være utålmodig og haste for at få høsten i hus, bogstaveligt talt, men det er et kritisk punkt, der bør planlægges nøje på forhånd.

Transporten af de modne, saftige topskud, der på dette tidspunkt afgiver den karakteristiske aroma på fuld hammer, er det mest risikable tidspunkt under hele processen. Så det er nu, du skal holde tungen lige i munden.

Et godt tidspunkt at hive høsten hjem er tidligt om morgenen, når der er mindst aktivitet i området. Sent på aftenen er et mindre godt tidspunkt, da du så kæmper med en tidshorisont, der hedder solnedgang, hvor det er svært at orientere sig, og du kan blive nødt til at stoppe arbejdet eller bruge lommelygte, som skaber uønsket opmærksomhed.

Under høsten frigives plantens dufte fra de åbne stængler og bristede krystaller, og selv en let sommerbrise kan bære disse over betydelige afstande. Det er derfor vigtigt at arbejde hurtigt og have styr på alle detaljer.

Klip hurtigt planten i hele grene ad gangen og læg dem i en nogenlunde lufttæt plastikkasse. Dette gør det muligt at transportere planten væk, begrænser duften og beskytter topskuddene fra at blive ødelagt undervejs. Disse kan så transporteres hjem, hvor selve manicurering/trimningen kan foregå i ro og mag (evt. med lukkede vinduer, hvis du har naboer tæt på).

NB. Husk at rydde op efter dig. Ikke kun af hensyn til naturen, men også fordi du gerne skulle have sikkerhed for, at dit hemmelige grosted ikke bliver opdaget resten af året. Når efteråret kommer, kan dit ellers skjulte sted vise sig at være meget synligt, og efterladte potter og andet groudstyr er ret afslørende ift. jægere, børn, hundeluftere, og hvem der ellers måtte færdes i området.

5) Gode sorter til guerilla-dyrkning

Chancen for et succesfuld guerilla grow bliver større ved at vælge den rigtige cannabissort. Gode sorter er nogle, der har høj modstandsdygtighed over for mug og skadedyr, og/eller forbliver lave i højden og sidst, men ikke mindst, naturligvis er velegnet til udendørs dyrkning.

Samtidig er det en god idé at benytte feminiserede cannabisfrø, eftersom du nok ikke kommer til at se dine planter lige så ofte, som hvis du dyrkede hjemme hos dig selv.

Det kan også være en fordel at bruge autoblomstrende sorter, da de automatisk går i blomst, når de er fuldvoksne, hvilket normalt sker efter 3-4 uger i vækst. På den måde skal du ikke vente hele sommeren på afgrøder, men du kan høste på blot få måneder.

Den korte vækstperiode betyder samtidig, at den autoblomstrende cannabis bliver langt mindre i højden, hvilket gør den meget velegnet til guerilla-dyrkning, da den er lettere at skjule blandt anden vegetation.

Herunder kan du se vores forslag til gode guerilla-sorter, eller du kan se hele vores udvalg af cannabisfrø her.


0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen